• Blodrødt dansk aktiemarked – to selskaber styrter ned efter regnskaber

    Source: BDK Finans / 05 Nov 2024 05:17:15   America/New_York

    Tirsdag formiddag byder på en ordentlig omgang kurstæsk til flere af de danske selskaber, som inden børshandlen er kommet med regnskaber. Medicinalselskabet Ambu styrter med 13 procent, mens den grønne vindmøllegigant Vestas har fået sat turbo på nedturen og falder med ni procent. I skrivende stund er det kun fem ud af de 24 selskaber i det danske eliteindeks, C25, som starter tirsdagen ud med stigninger. Dermed falder C25-indekset samlet set med halvanden procent efter de første små to timers børshandel. Det sker på en dag, hvor de europæiske aktiemarkeder ellers bredt set stiger. Regnskab sætter turbo på Vestas-nedturen Blandt de hårdest ramte er vindmøllegiganten Vestas, der bliver sendt ned med 11 procent. Det sætter turbo på den kursnedtur, som Vestas har været på i år. Allerede inden dagens store kursfald var Vestas-aktien den i C25-indekset, som havde klaret sig værst i år. Hele 35 procent var aktien nede med. Det er nu blevet til 43 procent. Vestas kom før børshandlen med regnskab for årets tredje kvartal. Det var et regnskab, som viste en omsætning, der var en smule bedre end analytikerne på forhånd forventede. Indtjeningen på driften er markant bedre end tredje kvartal sidste år, hvilket ifølge Marketwire i høj grad skyldes færre »dårlige« kontrakter, som blev indgået før den store stigning i inflationen og deraf højere omkostninger. Indtjeningen var dog markant dårligere end ventet. På forhånd forventede analytikerne en overskudsgrad på syv procent, men den landede på 4,5 procent. Til gengæld var ordreindgangen på nye møller noget over det forventede. Og faktisk landede ordrebogen på 210 milliarder kroner, hvilket er rekordhøjt. Derfor var det også et regnskab, som investeringsstrateg hos Saxo Bank, Oskar Bernhardtsen, før markedets åbning på trods af den lavere end forventede indtjening, kaldte for »ganske fint.« Det tyder dog på, at markedet ikke er helt enige i det. Investorerne sender nemlig Vestas-aktien tilbage til niveauet fra før den grønne optur i starten af 2020. Og det kommer bag på Oskar Bernhardtsen. Det fortæller han til Euroinvestor. »Overordnet set er jeg overrasket over, hvor hårdt selskaberne bliver ramt – især Vestas. Men det er, som markedet er,« fortæller investeringsstrategen til mediet. Den amerikanske storbank Citigroup noterede før børshandlen, at kursreaktionen i Vestas-aktien kunne blive forstærket af det amerikanske præsidentvalg, som i dag kulminerer ved, at millioner af amerikanere skal til stemmeurnerne. Og valget står mellem en Vestas-venlig Harris, eller en Vestas-fjendtlig Trump. Skuffende Ambu-regnskab koster investorerne milliarder Også medikoselskabet Ambu har været ved det grønne bord i dag, hvor selskabet har præsenteret årregnskab for det skæve regnskabsår. Det er et regnskab, som ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen »indeholdt flere skuffelser.« »Ambus fjerdekvartalsregnskab lever ikke helt op til forventningerne. Den negative forventningsafvigelse kommer ikke mindst fra væksten i endoskopi, som også var der hvor investorerne blev skuffede i forbindelse med tredjekvartalstallene,« fortæller Per Hansen. Både den organiske vækst – som er den »rene« vækst uden opkøb og valutaforskelle – og overskudsgraden var noget lavere end analytikernes forventninger. Derudover nedskriver man for 334 millioner kroner inden for området gastroenterologi, fordi man nu forventer, at det vil tage længere tid end beregnet at slå igennem på markedet. Der vanker da også en ordentlig kurssnitter for Ambu-aktien i tirsdagens børshandel. Investorerne sender aktien ned med 12 procent – mest af alle i Danmark. Og mest af alle i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Det skyldes ikke blot de dårlige resultater – men også, at Ambus egne forventninger til næste år skuffer. »Forventningerne for næste år ligger også under konsensus og for en vækstaktie som Ambu, hvor selv mindre afvigelser har en tendens til at blive mere end blot kursbemærket, kan det gøre den større forskel,« lyder det fra Per Hansen. Ambu forventer for næste år en organisk vækst på mellem ti og 13 procent, mens overskudsgraden ventes at lande på mellem 12 og 14 procent. Det betyder, at indtjeningen i midterpunktet ventes at lande på omkring 794 millioner kroner, hvilket er knap ti procent mindre end analytikernes forventninger. Også Ørsted og Coloplast er kommet med henholdsvis tredjekvartals- og årsregnskab tirsdag. Ørsted falder med knap en halv procent, mens Coloplast bliver sendt ned med 3,5 procent. https://www.berlingske.dk/aktier/blodroedt-dansk-aktiemarked-to-selskaber-styrter-ned-efter-regnskaber
Share on,